AIDC Denmark etablerer arbejdsgruppe for BLE/UWB

Foreningen AIDC Denmark vil udarbejde vejledning til hvordan danske virksomheder kan sikre sig imod at havne i en teknologisk blindgyde ved valg af sporings- og lokaliserings-løsninger baseret på Bluetooth og Ultra Wide Band.

Bluetooth Low Energy (BLE) fremstår allerede i dag, som et kvalificeret alternativ ved etablering af real-tids lokaliserings systemer (RTLS), og der er udvikling på vej omkring batteriløse BLE-tags, der i visse situationer vil kunne substituere RFID tags.
Udfordringen ved BLE løsninger til sporing og lokalisering er dog, at der ikke som indenfor RFID er veldefinerede internationale standarder. Standarder, der sikrer at produkter fra en leverandør vil kunne udskiftes med produkter fra en anden leverandør på et givent tidspunkt.
Den nye arbejdsgruppe skal derfor udarbejde vejledning for anskaffelse af en BLE-løsninger – inkl. hvordan man kan sikre sig imod at blive låst til leverandøren, altså at sikre sig at man kan skifte til en anden leverandør uden urimelige ekstra omkostninger.
Samtidigt med at mange virksomheder planlægger at indføre BLE-baserede løsninger til lokalisering og sporing, er der kommet nyt fokus på en anden alternativ teknologi; Ultra Wide Band (UWB).
Både Apple og Samsung har nemlig valgt at deres nyeste lokaliseringstjenester (bruge sin Smartphone til at finde …. – sine bilnøgler, biblioteksbøger, værktøj osv.) baseres på UWB. UWB kan lokalisere med meget større præcision end BLE.
Ligesom med BLE er der heller ikke indenfor UWB de veldefinerede internationale standarder, som vi kender fra RFID – så gruppen vil også se på UWB.
Arbejdsgruppen er stiftet på initiativ fra medlemmerne fra regionerne, der har problemstillingerne netop nu indenfor hospitalsområdet, men alle medlemmer i AIDC Denmark har mulighed for at deltage i arbejdsgruppen. Eneste krav (udover at kontingentet er betalt) er, at man er villige til at smøge ærmerne op, for det er en arbejdsgruppe.
Gruppens arbejde vil ske på webmøder, der typisk vil blive afholdt hver 3.-4. uge, og det forventes at gruppen kan offentliggøre de første anbefalinger i løbet af efteråret 2021.
Gruppens arbejde vil blive ledet af sekretariatschefen, Henrik Granau, der således også er kontaktpunkt for dem der måtte være interesseret i at tage del i gruppens arbejde.

Faktaboks: Om AIDC Denmark
AIDC Denmark er det faglige netværk for alle, der ønsker networking, viden og rådgivning om automatisk identifikation og datafangst (AIDC). Læs mere på www.aidcdk.org

Kontakt vedr. arbejdsgruppen:
Henrik Granau, sekretariatschef og formand for AIDC Denmark.
Tlf: +45 21 83 28 35
Mail: Henrik@Granau.net

Scroll til toppen