Ny forening vil hjælpe danske virksomheder og organisationer med at gribe teknologiske muligheder

Foreningen AIDC Denmark vil styrke danske virksomheders konkurrenceevne og forøge kvaliteten i offentlige instanser ved at udbrede viden om teknologier inden for automatisk identifikation og datafangst.

AIDC Denmark er en ny forening, der er opstået på baggrund af en sammensmeltning af hhv. RFID i Danmark og AIM Denmark, der begge er netværk, som beskæftiger sig med forskellige teknologiske grene af automatisk identifikation og datafangst. Foreningen har i dag medlemmer, der repræsenterer store virksomheder og offentlige instanser som Lego, Container Centralen og Region Midtjylland, en række specialiserede teknologivirksomheder som Siemens, Lyngsoe Systems, TecSys og Norris Print Tech, samt GS1 Denmark. I alt har AIDC Denmark 50 medlemmer, der er flyttet med over fra de tidligere foreninger, og bestyrelsesformand Henrik Granau håber, at den nye forening vil appellere endnu bredere og tiltrække flere nye medlemmer:

– Med dannelsen af AIDC Denmark samles viden om alt automatisk identifikationsteknologi under samme paraply. Vi håber, at vi med det udvidede fokus kan appellere endnu bredere og tiltrække flere medlemmer. For jo flere vi er, jo klogere bliver vi. AIDC Denmark er nemlig et vidensdelingsnetværk, hvor medlemmerne udveksler erfaringer, danner samarbejder og lærer af hinanden på tværs af sektorer og brancher, siger Henrik Granau.

AIDC står for “Automatic identification and data capture”. I dag bruges AIDC-teknologier, hvor der er brug for en scanbar unik-ID, som tilfældet eksempelvis er ved trådløse betalinger, rejsekort, biblioteksbøger, på hospitaler til at holde styr på medicinsk udstyr, i tøjbutikker til at holde styr på tøjet og mange flere steder i vores samfund. Men selvom AIDC-teknologier er mere udbredt end de fleste tænker over, kunne disse teknologier sagtens udnyttes af langt flere, mener Henrik Granau.

– Alt for mange virksomheder og organisationer kender slet ikke til potentialerne i AIDC-teknologien, og det hæmmer virksomhedernes konkurrenceevne og foringer kvaliteten i den offentlige sektor. Stort set alle danske virksomheder, der ikke allerede arbejder med AIDC-teknologier og samtidig håndterer et stort antal varer, kan opnå en økonomisk fordel ved at implementere teknologien alene gennem hurtigere lageroptællinger. Hertil kommer en række andre fordele, hvor en af dem er, at virksomhederne kan øge deres kundeservice og webhandel ved hele tiden at vide, hvor mange enheder de har af en bestemt vare, og hvor varen er. Det er derfor vigtigt for os, at få gjort opmærksom på, at der er et sted danske virksomheder og organisationer kan gå hen nu, hvis de søger viden om AIDC-teknologier, også selvom de ikke er medlemmer, siger han

Udover, at AIDC Denmark ønsker at forløse det teknologiske potentiale i private virksomheder og offentlige instanser, vil foreningen også stå til rådighed over for politikere, uddannelsesinstitutioner og journalister, der søger viden om automatiske identifikationsteknologier. Endelig vil foreningen forsøge at skabe en dybere forståelse for teknologien og bidrage med faktuelle oplysninger i den debat, der bliver affødt af de teknologiske muligheder: 

– Automatisk identifikationsteknologi og datafangst er et komplekst område at forstå, derfor opstår der let misinformation om teknologien, og det kan være med til at afspore relevante og gode debatter. Vi håber, at vi kan få de gode debatter på sporet igen ved at bringe noget faktuel viden ind og vil gerne være med til at synliggøre de etiske dilemmaer, der knytter sig til brugen af denne teknologi.  

For yderligere kommentarer kontakt:

Henrik Granau, Formand for AIDC Denmark.
Tlf: +45 21 83 28 35
Mail: Henrik@Granau.net
Link til pressebillede af Henrik Granau

Scroll til toppen