
Bag facaden på Hospitalsbyen: automatisk datafangst i praksis
Den 25. august inviterer AIDC Denmark i samarbejde med Region Nordjylland til netværksarrangement på Aalborg Universitetshospital i Hospitalsbyen.
Aalborg Universitetshospital åbnede i maj 2026 med officiel indvielse ved H.M. Dronning Mary. Bag facaden på det nybyggede hospital findes en omfattende digital og logistisk infrastruktur, hvor automatisk datafangst, emneidentifikation, lokaliseringsteknologi og automatiseret logistik spiller en central rolle i den daglige drift.
Arrangementet giver AIDC Denmarks medlemmer og gæster et indblik i, hvordan teknologiske løsninger anvendes i praksis i en kompleks hospitalsorganisation. Vi skal høre fra brugerne, se konkrete løsninger og få en forståelse af, hvordan datafangst og standardiseret identifikation understøtter effektive og driftssikre arbejdsgange.
Det endelige program følger, men arrangementet vil blandt andet give indblik i:
- AGV’er og andre robotløsninger i hospitalsdrift
- IT-arkitekturen bag automatiseret logistik
- anvendelse af lokaliseringsteknologi i praksis
- GS1-baseret identifikation af lokationer, vogne, senge og udstyr
- samspillet mellem automatiserede løsninger, personale og kliniske/logistiske arbejdsgange
Med en GS1-baseret tilgang til identifikation af lokationer og emner skabes der sammenhæng mellem automatiserede løsninger og en række andre it-løsninger. Brugen af standardiserede metoder til identifikation af blandt andet vogne og senge har været afgørende for at understøtte disse flows.
Arrangementet er relevant for alle, der arbejder med automatisk datafangst, logistik, sundhedsteknologi, standardisering, IT-arkitektur, hospitalsdrift eller automatisering i komplekse organisationer.
Praktisk information
Dato: Tirsdag den 25. august 2026
Sted: Aalborg Universitetshospital, Hospitalsbyen 1, 9260 Gistrup
Arrangementet er primært for AIDC Denmarks medlemmer, men der er et begrænset antal pladser til relevante gæster.

